Vi kender det alle sammen. Når vi møder nærværet. Enten i os selv eller hos andre. Når vi pludseligt mærker, at vi er lige dér. At tankerne ikke flyver og at vi med dét nærvær og dén koncentration begynder at skabe noget.

Jeg tror på nærværet. Og jeg tror på, at netop nærværet er en af de vigtigste ingredienser i et stærkt lederskab. Men også en af de ingredienser, der er under det største pres. For vi kender også alle sammen det modsatte. Når vi aldrig rigtig er dér, hvor vi faktisk sidder. Når telefonen på bordet konstant lyser op med nye notifikationer. Når vi har svært ved at høre, hvad kollegaen siger, fordi vores hoved er fyldt med de tre deadlines, der falder inden for de næste to timer.

For at værne om mit nærvær har jeg lavet tre dogmer, der skal gennemsyre mit arbejdsliv og de valg jeg træffer til dagligt.

#1 Jeg sætter nærværet først. Jeg vil ikke længere gå på kompromis med mit eget nærvær. Det er en høj bold. For kan det overhovedet lade sig gøre? Vil nærværet ikke nødvendigvis komme under pres i en fortravlet hverdag? Jo, det vil det! Derfor kræver det klare prioriteringer, hårde fravalg og en daglig praksis. Jeg har for eksempel lukket min Facebook – jeg vil hellere være offline end online. Jeg mediterer dagligt. Og så holder jeg løbende øje med mit nærvær. Se for eksempel mit indlæg Stay soft. It looks beautiful on you.

#2 Jeg vil ikke gå på kompromis med mine kollegers trivsel. De sunde organisationer er under pres i en tid, hvor alt for mange i den offentlige sektor rammes af stress. Som ledere kan vi ikke gemme os bag manglende robusthed og individualiserede mindfulness-kurser. Det er arbejdsmiljøet, der er kernen i stressepidemien og det må vi tage på os. Men det kræver også en topledelse, der er fokuseret på denne udfordring og ønsker at skabe organisationer med både pusterum og hjerterum. Den slags organisationer vil jeg arbejde i og for.

#3 Jeg vil gøre en forskel for helt almindelige mennesker. Jeg har skrevet mange papirer i mit liv. Og lidt for mange af dem har betydet lidt for lidt. Sådan er der nok mange djøf’ere, der har det nu og da. Papirerne kan jeg nok ikke helt undgå, men fremover vil jeg arbejde tættere på de mennesker, det altid har handlet om for mig: Børnene, der har brug for en lys fremtid. Deres forældre, der har svært ved at få enderne til at mødes. Og dem på kanten, der har brug for en ekstra hånd. Jeg vil måle mit arbejdsliv på, om jeg gør en konkret forskel for dem.