Den danske offentlige sektor er en af verdens bedste, det er en af de mest effektive og en af de mest effektfulde. Det er på mange måder et lille mirakel. Men alligevel vil jeg påstå, at vi lige nu befinder os midt i to tiltagende kriser, der truer selve fundamentet under dette mirakel. Og det er hvad jeg kalder for den dobbelte tragedie: Vi driver rovdrift på vores medarbejdere og vi begrænser deres muligheder for at udfolde en ordentlig faglighed. Og når jeg siger vi, så mener jeg os offentlige ledere og politikere, der skaber de rammer som det offentliges opgaver løses indenfor.

Lad os starte med den menneskelige tragedie. Hver femte medlem af FOA har været sygemeldt pga. stress (se her). Hver fjerde lærer føler sig stresset (se her). Og op mod hver anden djøf’er gør det samme (se her). Personaleomsætningen er tiltagende i mange sektorer og den netop overståede valgkamp har været præget af historier om sygeplejersker, der ikke længere vil deres fag på grund af alt for dårlige arbejdsforhold. Det er ikke bare advarselslamper. Det er massive røgskyer, der hænger over store dele af den offentlige sektor. Engang var en stilling i det offentlige en sikker havn, hvor dygtige medarbejdere lagde et helt liv i det offentliges tjeneste. Om det er målet, ved jeg ikke. Men jeg ved, at når vi spiller hasard med den offentlige sektors grundstof – medarbejderne – så spiller vi har hasard med selve den offentlige sektor.

Men der er også en faglig tragedie. En historie om en faglighed hos frontpersonalet, der sættes under massivt pres af rammer, der for ofte umuliggør en ordentlig og fagligt velfunderet opgaveløsning. Et meget eksponeret eksempel er chefen for fødeafdelingen på Rigshospitalet, der opsagde sin stilling i protest. Men eksempler på sagsstammer på op mod 100 hos sagsbehandlere på beskæftigelsesområdet og folkeskolelærere med en forberedelsestid per klokketime på helt ned til 14 minutter understreger problemets omfang.

Denne pressede faglighed har også over de seneste år resulteret i et en række skandaler i den offentlige sektor. Det mest prominente eksempel er skandalerne i SKAT, hvor et massivt effektiviseringspres kombineret med manglende politisk og ledelsesmæssigt fokus på kerneopgaven har resulteret i en stribe skandaler. Men SKAT står ikke alene. På det seneste har Region Hovedstaden, Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og Rigspolitiet været igennem – eller er midt i – større skandaler.

Og de to tragedier fletter sig ind i hinanden som siamesiske tvillinger. Det høje antal sygemeldinger presser de tilbageværende kolleger og den tid, der er til at udfolde fagligheden. Og den pressede faglighed øger sandsynligheden for stress. For det er jo særligt, når vi ikke føler, at vi kan løse de opgaver vi bliver stillet på en fagligt forsvarlig måde, at vi bliver syge af at gå på arbejde.

Min kritik går ikke på frontpersonalet og deres faglige niveau. Det går på de rammer vi som djøfere sammen med de politisk valgte beslutningstagere sætter for, at denne faglighed kan udfolde sig. Og det går på den mangel på faglighed, der i tiltagende omfang præger direktionsgangene, chefkontorerne og beslutningsprocesserne i det offentlige system.

Over de kommende måneder vil jeg komme med bud på, hvad baggrunden for den dobbelte tragedie er – og hvad vi kan gøre ved den. For jeg tror på, at den dobbelte tragedie kan vendes. Vi kan stadig nå det. Men det kræver et nyt grundlag for ledelse i den offentlige sektor. Et grundlag præget af nærvær og fokus på den høje faglighed.

(Visited 214 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *